Det er blevet tid til at kigge tilbage på juni 2020!
Sådan gik juni 2020
I videoen herunder kan du høre, hvordan juni 2020 gik:
Samlet lønindkomst på 156.000 kroner i juni
Denne månedsrapport er stærkt forsinket. Det skyldes ene og alene, at jeg har haft rigtig travlt!
Indtægtsmæssigt har det været en god måned. Jeg har tjent knap 110.000 kr. på mit lønmodtagerarbejde hos Falck, Forsvaret, Compara og som freelancer. Jeg har kun trukket 7.150 kr. ud af ejendomsselskabet, og så har bloggen og kursussalget givet 38.980 kr.
Lønindkomst | |
---|---|
Løn | kr 109.967,00 |
Online aktiviteter | |
---|---|
Bannerannoncering | kr 0,00 |
Nyhedsbrev og blog | kr 11.472,00 |
Affiliate marketing | kr 2.220,00 |
Kursus i ejendomsinvestering | kr 25.288,00 |
- | kr 38.980,00 |
Ejendomme | |
---|---|
Kautionspræmie | kr 6.000,00 |
Pensionsindbetaling | kr 150,00 |
Løn | kr 1.000,00 |
- | kr 7.150,00 |
Samlet har jeg haft en likvid indkomst kr 156.000,00 i juni.
Vil du lære at investere i ejendomme? Jeg har samlet al min viden i et 12 timers online kursus. Du får adgang til over 100 videolektioner som tager dig fra A-Z inden for ejendomsinvestering.
Læs mere her
Startet på festfyrværkeruddannelsen
Jeg er først og fremmest startet på uddannelsen som festfyrværker, så jeg på sigt kan få licens til at skyde professionelt fyrværkeri af. Det er en gammel drengedrøm, som jeg lidt tilfældigt fik mulighed for at udleve. Uddannelsen er bygget op om 5 dages undervisning, og herudover skal man bistå ved mindst 10 afskydninger/arrangementer. Jeg har gennemført de første 2 shows, og skoleopholdet bliver formentlig i slutningen af august.
Fyrværkeri på Østerbro i Nykøbing F.
Købt en lille båd
Grundet corona blev en del private arrangementer aflyst hen over foråret. Jeg brugte i stedet tiden på at tage et speedbådscertifikat. Ambitionerne er med tiden at få en lidt større motorbåd, men det bliver der ikke rigtig tid eller økonomi til i år. For at holde det ved lige har jeg i stedet købt en lille speedbåd til 2 personer med en 20 hk motor .
Købt for 11.000 kroner inklusiv trailer og motor.
Fra første sejlads på Guldborgsund.
Køb af sommerhusgrund på Marielyst
Jeg bor i dag i ejerlejlighed og har herudover et sommerhus ved Lalandia i Rødby. Jeg er rigtig glad for lejligheden, men jeg vil gerne kombinere den med et konventionelt sommerhus også. Sommerhuset ved Lalandia bruger jeg vel sammenlagt cirka 20 dage om året i, men planen med det kommende sommerhusprojekt er at bruge det som privatbolig det meste af sommeren med min familie.
Egentlig var det ikke nu, det skulle ske, men sommerhusmarkedet eksploderede som bekendt i kølvandet på corona-nedlukningen. Jeg begyndte derfor med min kæreste at kigge seriøst på markedet. Jeg fandt en sommerhusgrund, som var prissat fornuftigt i et område, hvor vi godt kunne se os selv. Handlen blev afsluttet på 138.000 kr. for ca. 1200 kvm. byggemodnet jord.
Nu får vi i første omgang plantet en hæk, og så starter vi stille og roligt op med at afdække markedet for nybyggeri. Planen er at kunne starte byggeriet, så er det endelige sommerhus er indflytningsklart til sommeren 2022.
Anklaget for brud på ophavsret
I starten af juni tikkede der en mail ind fra Emil R. på vegne af virksomheden Copyright Agent, der har specialiseret sig i at scanne nettet igennem for uberettiget brug af deres klienters immaterielle rettigheder. Jeg synes selv, jeg plejer at have rimeligt godt styr på den del, men ikke desto mindre var det altså det, der skete.
Konkret drejer det sig om mit blogindlæg: Sommerhus i Lalandia. Her har jeg et skærmdump fra en TV2 Lorry-artikel, hvor der tilfældigvis er et thumbnail-billede inkluderet. Jeg har nu sløret billedet, men jeg er altså blevet varslet, at jeg skal betale 3.437,50 kr. for uberettiget brug.
Mail fra Copyright Agent.
Problemet er dette billede, som er blevet kopieret med ind i artiklen, da jeg tog skærmdumpet fra TV2 Lorry.
Jeg sendte sagen til Morten fra Not Alloved, og kort efter fik jeg denne mail fra Copyright Agent:
”Jeg har igennem de seneste uger, været i kontakt med min manager, om hvad vejen er frem i denne sag. Vi er kommet frem til at beslutning om at fremsende dig et forlig, på 1.250 kr. + moms. svarende til dit første forligsforslag, som Casper gav os. Derfor har vi helt undtagelsesvist gået med til, at I kun skal betale for billedets pris, altså det såkaldte rimelige vederlag, som lyder på 1.250 kr. + moms.”
Så det var rigtig fint arbejde fra Morten. Copyright Agent er i øvrigt blevet beskyldt for opskruede fakturaer, der er indlysende uberettigede, og at "fiske" ved at sende en masse krav ud, som de så håber bliver betalt.
Sammenlægning af to lejligheder klaret
Endelig er jeg kommet dertil, hvor sammenlægningen af mine to ejerlejligheder er klaret. Det har taget måneder med sagsbehandling. Planen var oprindeligt at lave to 3-værelses lejligheder om til en 5-værelses og en 1-værelses. Det blev dog vanskeliggjort af bygningsreglementer, brandkrav til etagebyggeri mv. Så de er i stedet sammenlagt til en enhed, men hvor den ene fløj kan udlejes som værelsesudlejning, dog stadigvæk konventionelt da der er selvstændigt køkken og bad.
Nu venter jeg blot på, at vurderingsmanden kommer og laver en låneudmåling.
Ombygget kælderrum om til vinrum
Jeg er gået i gang med et lille ”for sjov”-projekt på hjemmefronten. Det ene kælderrum, jeg har, er ret stort. Det er cirka 2,3 x 3,4 meter. Det er jeg ved at bygge om til et lille vinrum/vinkælder. Væggene er blevet ordnet og cementmalet, og der er lagt fliser dernede. Jeg har ligeledes trukket et strømkabel fra 2. sal og, ja, hele vejen ned til kælderrummet. Der er strøm, lys, alarm, videoovervågning og meget mere. Udfordringen er indboforsikringen, så den skal jeg have undersøgt og eventuelt udvidet.
Vinkkælderrum.
Regnskaber afleveret for mine selskaber
Jeg har afleveret regnskaber for alle min selskaber nu.
Det blev en lidt hårdere omgang, da mit ejendomsselskab nu skal have udarbejdet regnskab med assistance fra registreret revisor. Ellers kan jeg ikke få forsat finansiering. Martin N. fra Deloitte i Esbjerg kom heldigvis til undsætning og løste opgaven hurtigt, effektivt og meget tilfredsstillende.
Resultatet for 2019 blev fornuftigt. Jeg har trukket løn og kautionspræmie ud, og der er stadigvæk landet et positivt resultat. Herudover er ejendommene værdireguleret, så den værdi, de har i regnskabet, svarer til den salgsværdi, de har i dag. Førhen var de indført til kostpris. Det betyder, at egenkapitalen for første gang runder 2 millioner kr. i selskabet.
Lolland-Falster Holding
Mit holdingselskab har også afleveret sit første regnskab. Selskabet ejer følgende selskaber helt eller delvist:
- 15% af Autostol.dk IVS – jeg har netop solgt 35% af selskabet for 1 kr. til en webudvikler. Jeg har simpelthen ikke tiden til at komme videre med projektet, så han overtager 35% af selskabet mod at udvikle et nyt site og stå for den tekniske del. Selskabet ejer Autostol.dk, der er et website om autostole med knap 20.000 besøg om måneden.
- 21% af Compara A/S
- 100% af Casper Schneidereit A/S
Holdingselskabet har en egenkapital på lidt under 1 million kr. De selskaber, som holdingselskabet ejer, er her ført ind til kostpris i regnskabet. Gælden i selskabet er til mig selv, og den stammer fra købet af Compara A/S, hvor jeg lånte private midler ind til selskabet.
Jeg ejer herudover Selskabet af 14.09.2017 IVS som ikke har nogen aktivitet. Casper Schneidereit A/S skylder dog selskabet 240.000 kroner, så jeg skal have fundet ud af, hvad der skal ske med selskabet mht. fusion, nedlukning, omdannelse osv.
Ejendomsinvestering
Jeg har 19 ejerlejligheder og et rækkehus, som jeg udlejer i dag. Herudover bor jeg selv i en ejerlejlighed, og så har jeg et sommerhus i Lalandia Rødby, som udlejes det meste af året.
Der har ikke været noget vedligeholdelse, og alle har betalt husleje. En god måned!
Vil du lære at investere i ejendomme? Jeg har samlet al min viden i et 12 timers online kursus. Du får adgang til over 100 videolektioner som tager dig fra A-Z inden for ejendomsinvestering.
Læs mere her