I det her indlæg fortæller jeg, hvordan jeg annoncerer og markedsfører mine ledige lejemål. Du kan læse indlægget og se videoen herunder.
Annoncering af lejemål
I videoen gennemgår jeg i detaljer, hvordan jeg arbejder med annoncering af lejemål. Vil du se andre videoer om ejendomsinvestering, så kan du følge min Youtube kanal her.
Jeg planlægger en fælles fremvisning (åbent hus)
Når et lejemål er opsagt, så afholder jeg en fælles fremvisning af det – snart – ledige lejemål. Typisk en lørdag eller søndag omkring klokken 10:00. Her kan alle interesserede kigge forbi og se på lejligheden. I forhold til at skulle holde enkeltfremvisninger er dette naturligvis meget tidsbesparende for mig.
Vil du lære at investere i ejendomme? Jeg har samlet al min viden i et 12 timers online kursus. Du får adgang til over 100 videolektioner som tager dig fra A-Z inden for ejendomsinvestering.
Læs mere her
Typisk sker det samtidig med, at den nuværende lejer bor der. Formålet er at få en ny lejer til at tage over i direkte forlængelse af, at den gamle lejer fraflytter, så der ikke er noget tomgang. Ideelt fraflytter den gamle lejer d. 15. i måneden, så er der 14 dage til at istandsætte lejemålet i, og så kan den nye lejer flytte ind d. 1. i den næste måned. Det er hele målet med denne øvelse.
Sådan markedsfører jeg et nyt lejemål
Indledningsvis har jeg identificeret alle de forskellige websites og Facebook-grupper, hvor lejemål i mit område normalt bliver annonceret. Det er overordnet delt op i forskellige boligportaler og så en stribe Facebook-grupper. På boligportalerne kan jeg udfylde alle de informationer, som er tilgængelige, og få mit ledige lejemål vist der.
Al markedsføring af lejemål på Facebook udspringer af opslag fra min egen Facebook-side, som jeg deler i diverse grupper. På den måde får jeg gjort opmærksom på det konkrete lejemål, men også på min virksomheds Facebook-side.
I opslaget ”sælger” jeg lejligheden på bedst mulig måde. Det er lidt en ejendomsmægler-øvelse, men det er egentlig meget enkelt. Helt grundlæggende handler det om at fremhæve alt det positive ved lejligheden. Lys, rummelig, centralt beliggende, roligt område, tæt på indkøb og transport, stort bad eller køkken, badekar osv. Det her er en bruttoliste, som jeg tager udgangspunkt i:
- Er der installation til opvaskemaskine, tørretumbler og/eller vaskemaskine i lejemålet?
- Er lejligheden delevenlig?
- Hvad er standen på køkken og bad?
- Hvor mange værelser er der?
- Er der altan?
- Er den ældrevenlig (ingen trapper), eller ligger den på 3. sal?
- Er der kælderrum med?
- Er der p-plads, vaskekælder, fælles haveareal/gård o.lign.?
- Opvarmes lejligheden med fjernvarme, el-radiatorer, varmepumpe eller andet?
- Hvor mange kvadratmeter er lejligheden på?
Herudover opridser jeg krav og vilkår til en kommende lejer. Jeg undgår at skulle svare på en masse spørgsmål igen og igen, og det er meget nemmere for potentielle lejere at forholde sig til lejemålet. Det øger kvaliteten på henvendelserne, jeg får, og dem, der kommer til fremvisning, er allerede klædt rigtig godt på.
- Må der holdes husdyr i lejligheden? Hvis ja; på hvilke vilkår?
- Hvornår lejligheden er ledig fra? Hvilken indflytningsdato foretrækker du?
- Hvad koster den i ren husleje?
- Er der andre ydelse med i huslejen, f.eks. vand?
- Hvad er aconto varme og evt. vand?
- Hvor meget er depositum og forudbetalt husleje?
- Kan depositum afdrages?
Afslutningsvis knytter jeg en masse billeder til mit opslag. Jeg forsøger altid at få nedenstående med i mine opslag:
- En plantegning af lejligheden.
- Et kortudsnit fra området, hvor lejligheden ligger.
- Billeder af alle rum, køkken, toilet og ejendommen udefra. Også gerne billeder af evt. vaskekælder, cykelparkering o.lign.
Jeg bruger ofte punktopstilling for at øge overskueligheden.
Det kunne se sådan her ud:
Udkast til opslag på Facebook.
Slutteligt skriver jeg i opslaget, hvornår der er fremvisning med tidspunkt og adresse.
Deling af opslaget
Det allersidste, jeg gør, er at dele opslaget i de relevante grupper på Facebook, som jeg havde identificeret tidligere. Det giver mere synlighed for både mit opslag, men også min Facebook-side, som ofte får en del nye likes, når jeg annoncerer lejemål.
Husk at slette opslaget
Efter fremvisning sletter jeg opslaget igen. Jeg vil ikke have uaktuelle opslag liggende, og jeg ønsker heller ikke, at økonomien bag de enkelte lejligheder ligger unødigt fremme.
Ovenstående er i grove træk min opskrift til at få en masse interesserede og kvalificerede mennesker til fremvisning og på den måde undgå tomgang. Hvis du gerne vil lære mere om at investere og udleje ejendomme, så kan du tage et kig på mit online kursus.
Seneste blogindlæg
Min vej til Økonomisk uafhængighed - status per 1. marts 2022
FIRE
EJENDOMME: | 19 LEJEMÅl |
AKTIER: | 250.267,00 kr. |
CROWDLENING: | 94.456,00 kr. |
35.500,00 kr.
overskud fra investeringer
marts 2022
35.500,00 kr.
Der er 3 år, 4 måneder og 28 dage til jeg er økonomisk uafhængig (som 41-årig)