Driver du et selskab (IVS, ApS, A/S), er der en del lovgivning, som du skal honorere. En af de pligter, der følger med, er den lovpligtige arbejdsskadeforsikring. Den skal du have, også selvom du ikke er ansat med ansættelseskontrakt eller udbetaler løn til dig selv. Selskabet har som minimum en direktør, og det er den udløsende faktor. Driver du selskab som I/S eller enkeltmandsvirksomhed, har du ikke pligt til at tegne denne forsikring - det er altså udelukkende i selskabsregi.
Har du en struktur med et ApS og holdingselskab, så er der naturligvis krav til forsikring, der dækker selskaber. Det er også tilfældet, hvis du har forskellige datterselskaber, der ejer hver sin ejendom. Jeg har selv haft selskab i mange år, og min erfaring er, at prisen typisk er mellem 900 – 1.800 kr. pr. selskab for denne forsikring ved almindeligt kontorarbejde.
For et par år siden flyttede jeg min erhvervsforsikringer til IF, og i den forbindelse opdagede jeg, at de tilsyneladende har et mere fleksibelt produkt. Her tegner du forsikringen ud fra et ca. antal timer, som du arbejder i virksomheden. I Blue Lobster IVS, hvor jeg arbejder ca. 20 timer om ugen, betaler jeg 184 kr. om året. Aktivitet er angivet til computerprogrammering, dvs. kontorarbejde.
I Casper Schneidereit A/S, som er mit ejendomsselskab, er der 2 ansatte. Jeg laver selv kontorarbejde 10-12 timer om ugen og herudover er der en vicevært ansat, som laver vedligeholdelse og istandsættelse i ca. 8 timer om ugen. For dette betaler jeg sammenlagt 546 kroner. Det er værd at bemærke, at karakteren/risikoen ved arbejdet har en stor indflydelse på den endelige pris.
Denne fleksibilitet baseret på det faktiske antal arbejdstimer er særligt attraktiv, hvis du driver et selskab ved siden af dit lønmodtagerarbejde.
Disclaimer: For god ordens skyld skal jeg nævne, at IF ikke har betalt mig for at lave dette indlæg. Min relation til virksomheden er udelukkende som erhvervskunde.
Kommentarer