Jeg har haft en Neato Botvac D6 robotstøvsuger i 2 måneder. I det her indlæg deler jeg mine erfaringer med den.
Hvorfor kommer der en anmeldelse af en robotstøvsuger her?
Det her er min første egentlige artikel, hvor jeg går i dybden med forskellige rengøringsrobotter. Hovedformålet med bloggen er at give gennemsigtighed i, hvordan jeg forsøger at opnå FIRE, Financial Independence Retire Early, altså at kunne leve af mine investeringer, og et helt centralt punkt for at nå dertil er at frigive tid fra nødvendige, men ikke indtægtsskabende opgaver. Så sat lidt på spidsen betyder det, at jo mindre tid jeg skal bruge på at gøre rent, som er kedeligt og ikke indtægtsskabende, jo mere tid kan jeg bruge på eksempelvis at udvikle min ejendomsforretning eller denne blog, som er både sjovt og indtægtsskabende.
Ens tid er værdifuld
Hele den her tænkning med at se ens egen tid som en væsentlig ressource virker for mig til at være en smule overset. Isoleret set giver det eksempelvis ikke finansiel mening at bruge en masse tid og energi på at sætte sig ind i præcis hvilken virksomhed, man gerne vil investere 10.000 kr. i. Den tid, som du bruger på dette, kunne du i stedet have arbejdet ekstra. Det havde givet dig et stensikkert afkast. Ovenstående er sat meget på spidsen, men pointen med at se sin egen tid som en ressource er ret væsentlig.
Der er selvfølgelig andre hensyn end lige præcis nettoafkast. Det kan være, at man bare har solid erhvervs- og aktieinteresse, og man derfor ser det ligeså meget som en hobby, som kan give lidt ekstra, eller man på sigt forventer at have langt flere midler at arbejde med, hvorfor tidsforbruget i højere grad kan retfærdiggøres.
En mulighed for at prøve spændende produkter
En anden grund til, at den her form for artikler kommer nu, er, at bloggen har fået et omfang og en følgerskare, som betyder, at jeg har kunne lande en række fine aftaler på forskellige produkter. Der er altså forhandlere, som har givet pæne rabatter, ligesom der er nogle, som har givet forskellige ting gratis. Den her Neato Botvac D6 robotstøvsuger har jeg dog selv betalt for.
Neato Botvac D6 robotstøvsuger - og ja, den bliver selv lidt støvet og beskidt, når den kører rundt.
Mine erfaringer med Neato D6 robotstøvsuger
Herunder følger mine erfaringer og en generel anmeldelse af Neato D6 robotstøvsugeren.
Hvorfor købte jeg i det hele taget Neato Botvac D6?
Det hele udspringer af mit tidligere forhold, hvor jeg ikke stod for specielt meget af rengøringen. Derfor opstod der et behov, som jeg i bund og grund ikke havde særlig meget lyst til at løse. For mange år siden gjorde jeg mig nogle erfaringer med den første Roomba robotstøvsuger, og for mig fungerede det ikke i praksis. Den kørte på kryds og tværs uden systematik og løb ofte tør for strøm midt i et lokale. Det var dengang, og en hurtig research på nettet afslørede, at teknologien havde udviklet sig en del efterfølgende. Hertil er mit køkken/alrum, stuerne og min billardstue med trægulve og uden dørtrin, men med franske døre som adskiller rummene, hvorfor en robotstøvsuger uden problemer ville kunne dække en ret stor del af underetagen.
Stuenetagen er velegnet til robotstøvsugere, da der ingen dørkarme er mellem køkken, stue og billardstue/udestue.
Jeg talte med sælgeren i det lokale elektronikvarehuset, og han præsenterede mig for Neato D6 med den begrundelse, at de havde en ”intern” GPS; via lasere lavede den et kort over rummene, så den hele tiden vidste, hvor i huset den var. Den havde med andre ord en form for overblik, som gav den en plan for rengøringen, og den kørte selv retur, når den var ved at løbe tør for strøm. Dens arbejdsareal var cirka 150 kvm., som fint løste mit behov. Herudover var den med sidebørste, så den kunne fjerne skidt helt inde fra kanten af væggen.
Sidebørsten sørger for, at den kan indsamle skidt fra kanterne.
Jeg kunne også have valgt lillebroren Neato D5 eller storebroren Neato D7, og når jeg efterfølgende kigger på specifikationer, så virker de til at være meget ens. De er alle 3 med sidebørster og har nogenlunde samme fysiske dimensioner. Anyway, sælgeren fik overbevist mig om, at Neato D6 var den rigtige. Jeg mener, at prisen var cirka 5.500 kr.
Installation og udpakning
Den er meget nem at samle og sætte op. Det mest irriterende og iøjnefaldende er, at den bliver leveret med et stort, sort strømkabel til ladestationen. Det første, jeg gjorde efter at have åbnet kassen, var at bestille et nyt strømkabel i hvidt. Det er heldigvis et standardiseret strømkabel, der benyttes, og transformeren er indbygget i selve ladestationen, så der er ingen ekstern transformer, som skal ligge på gulvet.
Ladestationen opsat med det hvide strømkabel, som jeg selv købte.
Den indretningsmæssige udfordring ved en robotstøvsuger ift. en almindelig støvsuger er, at du bliver nødt til at have den stående fremme. Min første tanke var, at jeg måske kunne installere den under opvaskemaskinen, men den skal mindst have 15 cm frihøjde, og så ville det også være irriterende at skulle kravle ned på gulvet og hive den ud, hver gang den skal tømmes. Herudover er der en række krav til luft og friareal på begge sider af ladestationen. Min løsning blev derfor installation i et hjørne i køkkenet bag spisebordet. Den er synlig, men ikke iøjnefaldende. En løsning, jeg vil overveje på sigt, er at producere en lille, hvid kasse, som kommer til at fungere som garage. Den kan der står en blomsterkrukke på, og så kommer man egentlig ikke til at se den.
Placering af ladestation i køkkenet.
Upåagtet af hvilken robotstøvsuger du køber, så bør du gøre dig nogle tanker om, hvor den skal have base/ladestation i forhold til indretningen.
Vedrørende opsætning og opkobling til wifi, så var det ret nemt. Man henter app’en, og herfra går det slag i slag.
Kortlægning af rummene
Jomfruturen er en slags opdagelsesrejse, hvor den kører rundt og finder alle rummene og identificerer forhindringer. Første gang, jeg satte den til at køre, opdagede den aldrig, at den kunne komme ud af køkkenet på trods af, at der var en åben dør. Anden gang fandt den alle rummene, og så var den opgave sådan set løst. Nu ved den, at den skal fra køkken til stuerne og videre til billardstuen, før den er færdig. Det kort, den danner, er ret præcist, når jeg sammenligner med min plantegning for huset, og det fungerer også upåklageligt. Den glemmer ikke noget.
Det kort, som Neato D6 har dannet, passer ret godt med min plantegning. De sorte prikker og afgrænsninger i rummene er steder, hvor jeg har bordben, stole, sofaben til at stå.
Find selv hjem til ladestationen
I og med at den hele tiden ved, hvor den befinder sig, så kan den også hurtigt køre hjem igen. Det har været brugbart for mig. Hvis der lige er en ½ time, til jeg får gæster, så får den lov til at køre en tur. Når jeg så ser gæsterne kommer, sætter jeg den bare til at køre tilbage til ladestationen via app’en og tænker ikke mere på det.
Virtuel no-go funktionalitet
Kortet giver også mulighed for at opsætte no-go zoner. Det er nogenlunde. Jeg har en brændeovn, og der er ofte 2 lammeskind foran. Det er nok foran brændeovnen, hvor der bliver allermest beskidt pga. støv fra brænde og aske, som falder ud. Lammeskind er til gengæld en kæmpe udfordring, da robotstøvsugeren sidder fast i hårene. Her har jeg brug for en ret skarp no-go zone, hvor jeg præcist efterlader et bælte, så den kan køre foran brændeovnen, men ikke ind i mine lammeskind.
Lammeskind er den største udfordring for min robotstøvsuger.
Jeg har prøvet at sætte no-go zoner op i app’en, men jeg må erkende, at det er ret svært at justere det så præcist, som jeg gerne vil. Enten er der en stor del af stuen, som ikke kommer med, ellers ender den i mit lammeskind. Her savner jeg virkelig en funktionalitet, så Neato D6 kunne synliggøre, hvor den havde opfattelsen af, at no-go zonerne var sat. Robotstøvsugeren kunne f.eks. køre en tur rundt om de opsatte no-go zoner, så man hurtigt kunne se, om de er i harmoni med ens ønsker.
Jeg er med på, at no-go zoner aldrig bliver 100% eksakte, da kortlægningen ikke er helt præcis, og det er yderst vanskeligt for robotstøvsugeren at skulle identificere sin position i rummet på centimeterniveau. Men stadigvæk.
Tilgengæld virker no-go zoner fint til at blokere for rum eller andre relativt simple ting. Det er bare ikke det, jeg lige har haft brug for her.
De fysiske markeringsstripper
Der følger nogle meget tunge, bredde og sort-brune ”bælter” med, som kan bruges til at opsætte fysiske no-go zoner. De er godt nok grimme, og jeg kan ikke se, hvor jeg ville bruge dem. Det skulle måske være under et tæppe, eller hvis du bruger robotten industrielt til rengøring på eksempelvis et lager. Jeg har svært ved at se eksistensberettigelsen i et privat hjem, medmindre det er noget, man kan integrere skjult under et dørtrin e.lign., og så kunne man vel ligeså godt bruge den virtuelle no-go funktionalitet.
Scheduele-funktion
Der er en scheduele-funktion, og den virker fint. Du vælger dage og tidspunkt, og så kører den. I praksis bruger jeg det bare ikke. Jeg er irrationelt nervøs for, at den får lavet et eller andet dumt, eller jeg har glemt at fjerne et eller andet fra gulvet dagen før. Derfor har jeg et behov for at kontrollere, at gulvene faktisk er robotstøvsugervenlige, og der ikke ligger børnelegetøj, sokker e.lign., som kan give problemer, inden jeg sætter den i gang. For mig, der bor alene, er det også overkill at have den til at køre hver dag.
Eco vs Turbo (larm og hastighed)
Da jeg testede schedule-funktionen, satte jeg den til at køre om morgenen klokken 05:00 i forhåbning om, at jeg ikke ville kunne høre den, når jeg sov ovenpå. Det kunne jeg godt. Der er mulighed for at vælge mellem to rengøringsniveauer: Eco og Turbo. Eco tager længere tid, men så larmer den ikke så meget. I turbo kører den med fuld gas. Der er forskel på støjen på de to rengøringsniveauer. Sugelyden er ikke nær så høj, når den kører på Eco. Bevares, du kan sagtens høre den, men problemet er, at det ikke den eneste lyd, som en robotstøvsuger laver. På min trægulve kan jeg tydeligt høre, at den ”bumper rundt”, det er sådan en rumlen, som forplanter sig i hele huset. Neato D6 er herudover udstyret med nogle ret solide, nærmest offroad-agtige hjul. De skaber også noget rumlen.
Hjulene på Neato D6.
Extra-care funktion
Neato D6 har en extra care funktion, som betyder, at den kører ekstra forsigtigt. Jeg har 2 store horn til at stå i stuen, og der skal ikke skubbes meget til dem, før de vælter. Har jeg extra care slået til, så sker der ikke noget. Hvis ikke, så plejer den at vælte hornene. ”Prisen”, for at extra care er slået til, er, at den ikke kommer ud og får den sidste millimeter med ved kanterne. Den kommer rigtig tæt på, men uden de store, fysiske sammenstød.
Den er ret god til at navigere uden om ting og forhindringer, når den kører med extra care funktionen sat til.
Wifi og fjernstyring
Det bruger jeg så en del. Hvis jeg er på vej hjem fra København, så kan jeg starte en støvsugning der, og så er den færdig, når jeg kommer hjem. Det er faktisk nogenlunde sådan, jeg bruger den i det daglige, at jeg lige sætter den til at køre, når jeg har behov for det.
Er jeg tilfreds med en Neato D6 robotstøvsuger? Løser den reelt noget for mig?
Overordnet set er jeg. Den betyder, at jeg kan have et pænt gulv, og jeg kan også se, at den samler en masse op, selvom der ikke virker til at være beskidt. Den fjerner skidt de steder, hvor den kan komme til, og det er nok den største udfordring ved både Neato D6 og robotstøvsugere generelt. Det er en kørende klods på 30x30 cm, og den kommer altså ikke ind alle steder. Et støvsugerrør med en diameter på 5-6 cm kan til gengæld komme ind i de fleste kroge og hjørner.
Den erstatter ikke manuel støvsugning, men den nedsætter behovet væsentligt samtidig med, at jeg holder en væsentligt højere rengøringsstandard end, hvad jeg ellers ville have haft. Mine gulve er altid pæne.
Da jeg bor alene, er det begrænset, hvor meget jeg sviner. For en børnefamilie eller et hjem med hund eller kat bliver gevinsten kun størrer.
Et fremtidigt ønske er en tømningsfunktion, hvor man kan markere på sit kort over huset, hvor robotstøvsugeren skal tømmes, f.eks ved skraldespanden, og så via app’en få den selv til at køre derhen og tilbage til ladestationen, når den blev tømt. Det er en lille ting, men det ville være fint.
Så alt i alt har jeg et renere hjem, og jeg bruger meget mindre tid på rengøring. Jeg vil tro, at jeg sparer ca. 30 minutter om ugen.. Spørgsmålet er, om jeg ikke også ville have været tilfreds med en lidt billigere model. Det vil jeg tro.
I næste indlæg vil jeg se på, hvor jeg kan få integreret robotstøvsugeren på min 1. sal, der består af 3 værelser og et badeværelse. Udfordringen er her, at den skal over nogle store dørtrin, hvilket den pt. ikke kan komme.
Seneste blogindlæg
Min vej til Økonomisk uafhængighed - status per 1. marts 2022
FIRE
EJENDOMME: | 19 LEJEMÅl |
AKTIER: | 250.267,00 kr. |
CROWDLENING: | 94.456,00 kr. |
35.500,00 kr.
overskud fra investeringer
marts 2022
35.500,00 kr.
Der er 3 år, 4 måneder og 28 dage til jeg er økonomisk uafhængig (som 41-årig)