September er gået, og det er tid til at gøre status. Måneden har budt på en håndfuld reparationer, nye messingskilte på ejendommene, en baggård der er blevet ryddet for bevoksning, og så har jeg brugt rigtig meget tid på at bygge et nyt it-system til ejendomsadministrationen. Du kan læse sidste måneds rapport, hvis du vil have det hele med.
Ejendomsinvestering
Der har været lidt småreparationer og andet i løbet af måneden:
- Reparation efter en stormskade på et tag.
- Messingskilte sat op på en række ejendomme.
- Fortsat renovering af to butikslokaler til galleri og kunstværksted i Stubbekøbing.
- Reparation efter udskiftning af vinduer.
- En vandlås skiftet.
- Et toilet repareret.
- En lampe på et fællesareal skiftet.
- En gård ryddet for efeu og bevoksning.
- Et køkken- og badeværelsesprojekt, som lejeren selv står for.
Så lidt arbejde er der da, men i betragtning af at det er 64 lejemål og mange tusind kvadratmeter, der skal vedligeholdes, så er det ganske fornuftigt.
Tagsten på lager
En teglsten var blæst af taget i en storm. Det var selvfølgelig sådan en type sten, der var udgået. Først skulle vi finde et sted, hvor de havde den, og så kostede fragten en krig, så det endte med at koste over 2.000 kroner at få fat i disse to teglsten. Det har fået mig til at registrere teglvarianter/tagtyperne på alle ejendommene, og så går jeg i gang med at sikre, at vi har rygningssten, teglsten og lignende på lager til reparation af alle vores tagtyper.
Messingskilte
Så er der sat messingskilte op med mit navn og webadresse på flere ejendomme (dem vi alligevel skulle forbi). Det er selvfølgelig lidt «shiny» nu, men det skal nok blive pænt, når det bliver patineret. Igen handler det om at skabe lidt synlighed omkring udlejningsforretningen.

Galleri og kunstværksted i Stubbekøbing
Arbejdet er fortsat med at renovere de to butikslokaler i Stubbekøbing, der skal blive til galleri og kunstværksted.
Vinduer, vandlås, toilet og lampe
Og så resten af bunken. Reparationsarbejde efter udskiftning af vinduer, en vandlås er skiftet, et toilet er repareret, og en lampe på et fællesareal er skiftet.
Tilgroet gård ryddet
Vi har ryddet en gård for efeu og bevoksning. Det er her, vi har næste byggeprojekt, hvor to delvist færdige lejligheder skal bygges helt færdige. Det er næste projekt, når butikslokalerne i Stubbekøbing er færdige.
Lejeren skifter køkken og bad
Afslutningsvis har vi et badeværelses- og køkkenprojekt, hvor der er lavet en aftale med lejeren, som står for udskiftningen. Det projekt er godt i gang.
Et nyt it-system byget oven på Boligflow
Jeg har brugt meget af september på at bygge et nyt it-system, der ligger oven på Boligflow, som jeg bruger til ejendomsadministration. Mit system taler sammen med Boligflow, men automatiserer og systematiserer en række af mine egne arbejdsgange. Jeg kommer til at lave et selvstændigt indlæg om det, men herunder er et meget godt eksempel på, hvad det egentlig kan.
Når et lejemål bliver markeret som opsagt, så går mit system i gang. Lejeren får tilsendt et link, så vedkommende kan underskrive opsigelsen, og får så en kvittering på det. Lejeren kan oplyse sin nye adresse, fortælle hvornår vedkommende ønsker at flytte, og om vi skal forsøge at genudleje tidligere. Dertil sender jeg også lidt information om fraflytningsprocessen. F.eks. at lejeren ikke må afmelde el før kontraktophør (klassiker).
Når opsigelsen er godkendt, får lejeren tilsendt et nyt link, hvor vedkommende kan tage billeder af lejemålet. Billederne kommer ind i mit system, og alt rod og indbo bliver fjernet fra dem med AI.

Lejemålet bliver så annonceret som ledigt på casperbolig.dk, med billeder og relevante informationer, og lejemålet udsendes til ventelisten. Systemet laver desuden en mediepakke til Facebook-siden og til boligportalerne med beskrivelse og billeder. Interesserede kan herefter anmode om fremvisning, og modtager så en invitation til et bestemt tidspunkt, hvor de kan takke ja eller nej.
Jeg holder typisk fremvisning for 4-5 ad gangen, og jeg kan registrere, om de enkelte møder op, og min umiddelbare vurdering. Hvis de er positive, og jeg er positiv, får de tilsendt et nyt link, hvor de kan afgive alle nødvendige oplysninger til lejekontrakten, fortælle om sig selv, overtagelse, depositum og så videre.
Alt er afklaret, og det er klart for alle, hvad der skal ske, og jeg har alle nødvendige informationer liggende.
Det har elimineret 95 procent af den administrative tid i processen fra opsigelse til ny lejer, samtidig med at der bliver kommunikeret bedre til alle, og der er ingen spørgsmål, som falder ned mellem to stole.
En AI-agent til bogføring og budget
En anden ret fed funktion er, at systemet har en AI-agent, som understøtter bogføring og regnskab. Jeg har nok 7.000-8.000 dokumenter journaliseret i Boligflow om mine ejendomme og lejemål, og alt nyt materiale kommer automatisk derind. Sker der en stigning i for eksempel en ejendomsforsikring, så bliver budgettet opdateret. Det samme gælder, når huslejen stiger via en regulering. Budgettet er hele tiden ajourført.

Samtidig sker al bogføring nu med dimensioner pr. ejendom og fordelingsnøgler, med en noget bredere kontoplan. Så kan jeg måned for måned følge hver ejendom, og om den er «on track» med budgettet eller ej. Jeg kan også give interessenter adgang, for eksempel banken, så de selv kan trække de nyeste tal og andet materiale, som de ofte skal bruge til kredit- og ejendomsvurdering.
Der er opgave-, timer- og driftsstyring, ejendomsbog og meget, meget mere bygget ind.

Og ja, jeg er lidt stolt af det, for jeg tør godt vove den påstand, at jeg har Danmarks mest automatiserede setup, der faktisk fungerer. Der er p.t. 9 AI-agenter, som laver alt fra at overvåge bogføring og regnskab til at sørge for, at kontaktoplysninger på nye lejere bliver flyttet over som en kontakt på min telefon automatisk.
Der er gået rigtig meget tid med at automatisere og professionalisere processer og arbejdsgange. Jeg har et delmål om 100 lejemål (jeg er på 64 lige nu), og det kræver et mere gennemsigtigt finansielt setup, end jeg har i dag, og at forretningen hviler på et fundament, hvor jeg kan blive ved med at fylde lejemål på. Det føler jeg, at den gør nu, og jeg er klar til at udvide yderligere (nu skal jeg blot have fundet pengene til det).
Aktier
Samlet står jeg med 2.707.682 kroner på aktiekonti. De 2.256.471 kroner ligger hos Nordnet pr. 1. oktober, og de 451.211 kroner ligger i Sampension.
I starten af oktober har jeg så ryddet op i enkeltaktierne. Jeg har solgt syv af dem for i alt 490.840 kroner og købt for 368.290 kroner, mest i Nordnet One Forsigtig og en guldmine-ETF.
| Handel i starten af oktober | Type | Beløb |
|---|---|---|
| Tryg | Salg, 784 stk., tab 10.482 kr. | 112.448 kr. |
| Novo Nordisk B | Salg, 423 stk., tab 60.039 kr. | 106.141 kr. |
| Lollands Bank | Salg, 87 stk., gevinst 20.744 kr. | 76.000 kr. |
| Nestlé | Salg, 110 stk. | 65.823 kr. |
| Telenor | Salg, 700 stk. | 61.070 kr. |
| Betsson B | Salg, 616 stk. | 38.383 kr. |
| Freetrailer | Salg, 500 stk., tab 3.760 kr. | 30.975 kr. |
| Nordnet One Forsigtig | Køb i to omgange | 276.000 kr. |
| iShares Gold Producers UCITS ETF | Køb, 350 andele | 92.290 kr. |
Følg med
Hvis du vil følge med i ejendommene løbende, så ligger der en del på min Facebook-side CasperBolig.
Du er også meget velkommen til at connecte med mig på LinkedIn.
Du kan også se de tidligere månedsrapporter her på bloggen, eller tilmelde dig nyhedsbrevet, så kommer den næste direkte i din indbakke.
Kommentarer