I dette indlæg vil jeg fortælle om, hvordan jeg håndterer skimmelsvamp ift. mine udlejningslejligheder. Skimmelsvamp trives i fugtige miljøer og kan hurtigt blive et alvorligt problem, hvis der ikke gøres noget ved det i tide. Svampesporene findes i luften og er derfor fuldstændig umulige at holde ude af et hus eller en lejlighed. Da skimmelsvamp spirer ved en relativ luftfugtighed på blot 80% på organiske materialer, så skal der ikke særlig meget fugt til, før der er miljø, hvor svampen kan vokse i.
Enhver håndtering af skimmelsvamp starter med en identifikation af kilden til fugten. Jeg skelner mellem to kilder: Skade og Brug.
Skade
Er der hul i taget, et utæt vandrør eller anden skade, som betyder, at der kommer uønsket vand og fugt ind i lejligheden, betegner jeg det som skade, og det skal blot udbedres. Hullet skal lappes, eller vandrøret skal skiftes, og så skal skimmelsvampen fjernes.
Brug
Den anden kategori er så Brug. Her er det altså brugen af lejligheden, som producerer fugten. Bliver der tørret tøj, eller bliver der blot ikke luftet nok ud? Kondenserer der fugt på den kolde rude, som bliver til små vanddråber, der sætter sig ved vindueskarmen? Det er her, hvor du kan gøre en indsats og påvirke dine lejere, så I med fælles hjælp helt undgår skimmelsvamp.
Et eksempel fra en af mine lejligheder
Ovenstående billede viser et eksempel på skimmelsvamp og resultatet efter, at jeg fik det ordnet. Billedet er fra et badeværelse, og jeg troede først, at kilden til fugten var manglende udluftning (brug). Jeg instruerede gentagne gange mine lejere i at lufte ud og behandle området. Med stor iver forsøgte de at lufte ud, men uden større held.
Et stykke løst tapet afslørede, at fugten muligvis kom et andet sted fra. En murer besigtigede konstruktionen. Det viste sig, at synderen var en utæt zinkinddækning i taget, som tillod regnvand af løbe ned på indersiden af murværket (skade).
Ejerforeningen betalte istandsættelsen af taget og udbedringen af skaden på badeværelset. Det ramte tapet blev fjernet, væggen blev behandlet og nyt sat op, og siden har der ikke været problemer. Jeg synes, at ovenstående er et godt eksempel på, hvor svært det faktisk kan være at få identificeret kilden til fugten med sikkerhed.
Uddan dine lejere i skimmelsvamp
Generelt er manglende udluftning en af de hyppigste fugtkilder til skimmelsvamp – særligt i udlejningslejligheder. For mange lejere er det umiddelbart ikke synligt, hvilken skade den manglende udluftning giver, før skimmelsvampen allerede har etableret sig. Nogle mennesker har måske slet ikke den fornødne kendskab og forståelse for, hvorfor det er vigtigt at lufte ud. Dette kan skyldes, at det er første gang, de skal bo for sig selv, eller at de før har boet et sted, hvor der var naturlig ventilation.
Jeg ser det som en fordel i at uddanne mine lejere ved at fortælle dem, hvad de skal gøre, og hvorfor de skal gøre det. Jeg giver dem også gerne lidt pligtlæsning fra Bolius udleveret som print. Det er en rigtig god måde at skabe noget forståelse for problematikken og i samme omgang forklare, at der skal en fælles indsats til for at forhindre skimmelsvamp.
Indret dit lejemål, så det har de bedste forudsætninger for optimal ventilation
Det giver først mening for alvor at investere i foranstaltninger, som kan sikre bedre udluftning, når problemet har vist sig. Nogle lejligheder ventilerer nærmest sig selv, og andre skal der dagligt luftes ud i. Der er utrolig stor forskel på de enkelte bygninger.
Et godt tip er at få sat en ventilator med tidsindstilling op på badeværelset koblet til lyskontakten. Når lyset bliver tændt, kører ventilatoren automatisk i 15 minutter, og dermed bliver lejeren ”tvunget” til at lave udluftning, når de bruger badeværelset.
Herudover kan du installere ventiler i vinduer, og generelt er der faktisk en del muligheder for at etablere god, passiv ventilation.
Behandling med eksempelvis Potox Hysan og Protox Skimmel
Efter du har fået løst fugtproblemet, kan du behandle skimmelsvamp med eksempelvis Protox Hysan og Protox Skimmel. Det er et dyrt produkt, men jeg har gode erfaringer med det. Jeg har købt en række sprayflasker og hældt lidt over på dem. Disse kan jeg udlevere til mine lejere, hvis de har et mildt angreb. Mange gange er det meget lidt, der skal behandles, og derfor er det en god løsning at have dette doseret og liggende klar derhjemme.
DecoFarver forhandler alt til dit malerprojekt. Du finder blandt andet Protox til behandling af skimmelsvamp i deres sortiment.
Læs mere her
Davidsen er et online byggemarked med et stort udvalg og skarpe priser.
Læs mere her