Disclaimer: Dette indlæg handler om køkkener. Jeg fortæller om, hvordan jeg selv håndterer mine køkkenprojekter. Det gør jeg på foranledning af Vordingborg Køkkenet, der har givet mig et mindre kickback, mod at jeg udarbejder dette blogindlæg. De beskrevne oplevelser med Vordingborg Køkkenet er hverken positivt eller negativt påvirket af dette.
Når jeg skifter køkken i et lejemål, så er det ingen hemmelighed, at økonomi er en ret afgørende faktor. Jeg går ikke nødvendigvis efter den billigste løsning, men jeg er heller ikke interesseret i lækre, fordyrende detaljer, da det er ikke noget, som isoleret set giver mulighed for en højere husleje.
Jeg går først og fremmest efter en køkkenløsning, der er robust. Ingen skrøbelige overflader eller bordplader, der ikke kan tåle en lejers kærlige, men hårde behandling. Og kommer der en ridse, skal det være til at ordne igen. Designmæssigt forsøger jeg at ramme noget, der er neutralt, appellerer bredt, og som samtidig passer til resten af boligen.
Helt overordnet forsøger jeg at kvalificere en køkkenløsning ud fra følgende parametre:
- Nem vedligeholdelse og udskiftning. Det skal være til at skifte f.eks. emhætten, den dag den går i stykker, og jeg skal nemt kunne finde en anden, der passer ind. Både i konstruktionen, men også æstetisk.
- Gennemprøvet. Jeg vil gerne have et gennemprøvet køkken, hvor der også er mulighed for at købe reservedele, hvis det skulle blive nødvendigt.
- Simpelt. Det skal gennemgående være simpelt og enkelt. Både at installere, men også at bruge. Det gælder også for hvidevarene.
- Robust. Der må som nævnt ikke være for meget glas eller skrøbelige knapper.
- Rengøringsvenligt. Det skal være nemt og enkelt at rengøre. Det skal kunne tåle gængse rengøringsprodukter, og der skal ikke være for meget krom og højglans.
Nyt køkken.
Sådan forbereder jeg mig til et nyt køkken
Det første, jeg gør, er at få nedtaget og fjernet de gamle køkkenelementer. Normalt sætter jeg en annonce på Facebook, hvor jeg sælger det gamle køkken for eksempelvis 1.000 kr., på betingelse af, at køber selv kommer og fjerner det. Det virker, og der er ingen forskel på, om jeg tilbyder, at folk kan hente det gratis, eller de skal betale 1.000 kr for det.
Min hypotese er, at mange antager, at det er værdiløst, hvis jeg skriver gratis, så når jeg forlanger 1.000 kr. for det, så indikerer jeg også, at det har en reel værdi.
Når køkkenet er væk, ser jeg på, om der er installationer, der skal flyttes eller opdateres. Det ender ofte med, at jeg:
- Udvider el-installationer med særligt flere stikkontakter ved bordpladen og laver el-installationer til opvaskemaskine, cooker, indbygget mikroovn m.v.
- Ændrer el-dimensioneringen, så der kommer flere el-grupper og måske nyt kabeltræk.
- Opgraderer VVS-installationer, så der bliver mulighed for at installere en opvaskemaskine.
Nyt kabeltræk og elinstallationer.
Igen er økonomi en faktor, så det er altid med udgangspunkt i, hvad der er nemmest ift. de nuværende installationer. Når jeg har planlagt de nye installationer, går jeg igang med at måle op, og herefter indretter jeg det nye køkken med skabe og køkkenelementer. Det er ikke den store raketvidenskab, da det meste er baseret på standardstørrelser.
Vordingborg Køkkenet er blevet min køkkenhofleverandør
Jeg har brugt Vordingborg Køkkenet til mine seneste køkkenprojekter. Det har været en god oplevelse, og jeg er tilfreds med dem.
Oprindeligt kiggede jeg på Ikea, der vel er alle andre køkkenfirmaers største konkurrent. Jeg har selv et Ikea køkken i min egen lejlighed, og i min vinkælder er det også Ikea-elementer, der er sat op. Deres produkt er fint, og prisen er god, hvilket nok skyldes de stordriftsfordele en koncern, som Ikea har.
Jeg forsøgte faktisk også at bestille et Ikea-køkken via deres website. Køkkenet bestod af de ca. 250 varenumre, men der var 7 varenumre, som de ikke havde på lager. Jeg ville selvfølgelig sikre mig, at jeg kunne få fat i de sidste varenumre, inden jeg bestilte køkkenet. På websitet stod der blot, at leveringstiden var ukendt.
Jeg ringede til Ikeas kundeservice, men det var en nedslående oplevelse. Som nr. 45 i køen med en estimeret ventetid på ca. 50 min. opgav jeg med det samme. Den oplevelse var udslagsgivende for mig. Jeg var bekymret for, hvis der var en fejl, reklamation, leveringsproblemer eller tilsvarende, så virkede det som en meget stor opgave at få fat i et menneske hos Ikea og formentlig endnu mere besværligt at få løst det.
Vordingborg Køkken gav den bedste løsning
I stedet tog jeg priser og tegningsmateriale fra Ikeas køkkenprogram og sendte det til 2-3 køkkenfirmaer. Vordingborg Køkkenet kom med en pris og et forslag, der lå ganske tæt på Ikeas pris, og da de også leverede elementerne samlet og båret ind, så virkede det hele rigtig fornuftigt.
Visualisering af nyt køkken fra Vordingborg Køkkenet.
Rengøringsskab, kølefryseskab, ovn og afsætningsbordplade.
De fik chancen, og det fungerede. Produktet er jeg også ganske godt tilfreds med, og så er de ikke mere end et opkald væk, hvis der er udfordringer.
Udfordringer jeg har mødt
Et køkken er et tilpasset produkt, og det afføder automatisk en risiko for komplikationer. Det har heller ikke været alle mine køkkenprojekter med Vordingborg Køkkenet, der har kørt 100% problemfrit, men der vil formentlig altid være et eller andet uanset hvem, man benytter. I alle tilfælde, hvor der har manglet noget, har jeg kunne ringe til Vordingborg Køkkenet, og så var det løst dagen efter. Det understreger igen min pointe om, at det er vigtigt at være tæt på beslutningstageren hos leverandøren.
Positive overraskelser
Jeg får altid koblet en gratis køkkenkonsulent på mine køkkenprojekter. Oprindeligt for at sikre, at mine opmålinger var korrekte, så jeg ikke hang på noget, hvis jeg havde lavet en målefejl. Det har til gengæld også haft den positive effekt, at jeg er blevet udfordret på mine løsninger. F.eks. sagde køkkenkonsulenten, at det var oplagt, at jeg købte en kogeplade med integreret emhætte i et af mine køkkenprojekter. Det lød for mig som rent mersalg og en fordyrelse. Hans argument var, at jeg kunne spare en del på VVS’eren, der ellers skulle trække rør til udsugning, fordi produktet, han foreslog, kunne etableres med en ny udsugning boret direkte i væggen. Han havde ret. Det, som jeg betalte ekstra for at få et komfur med indbygget emhætte sparede jeg og mere til på at undgå, at VVS’eren skulle trække rør til ny udsugning. Køkkenet fik samtidig lidt mere wow-effekt.
Emhætte integreret i kogepladen.
Det var ganske kort om, hvordan jeg håndterer køkkenprojekter i mine lejemål. Jeg håber, at processen kan tjene som inspiration, hvis du selv står foran at skulle skifte køkken i et lejemål.
Seneste blogindlæg
Min vej til Økonomisk uafhængighed - status per 1. marts 2022
FIRE
EJENDOMME: | 19 LEJEMÅl |
AKTIER: | 250.267,00 kr. |
CROWDLENING: | 94.456,00 kr. |
35.500,00 kr.
overskud fra investeringer
marts 2022
35.500,00 kr.
Der er 3 år, 4 måneder og 28 dage til jeg er økonomisk uafhængig (som 41-årig)