Ja, det vil det som udgangspunkt være. Hvis du forventer at skulle købe et hus eller en lejlighed efter endt studie, så er det en fordel at have en stor udbetaling, og det vil SU-lånet kunne hjælpe dig med.
Hvad koster et SU-lån?
Under studietiden betaler du 4% i rente på lånet, og efter studietiden betaler du 1% i rente + diskontoen. Diskontoen er pt. på 0%. Regner vi med, at du over 5 år optager et SU-lån på 3.116 kr./måned vil du efter 5 år have optaget et samlet lån på 186.960 kr. I perioden vil der være tilskrevet renter på ca. 20.316 kr., så din samlede gæld efter endt studie bliver på 210.392 kr. Bemærk, at renterne tilskrives på månedsbasis.
Hvis vi antager, at du bruger pengene på udbetaling til en lejlighed, og du ønsker at betale lånet tilbage af over 5 år, så vil renteomkostningerne i den periode være på 5.386,66 kr. med en månedlig ydelse på 3.591,31 kr. Det vil samlet have kostet dig 25.702,66 kr. at have optaget og tilbagebetalt et SU-lån over 10 år.
Hvis du går ned i banken efter endt uddannelse og skal låne 210.392,00 kr. over 10 år til 5% i rente, så vil det koste dig 57.132,63 kr. i renter plus en masse omkostninger til at stifte lånet, få pantlyst sikkerhed mv. Den månedlig ydelse i hele perioden vil være på 2.229,41 kr. Bruger du i stedet 10 år på at betale SU-lånet tilbage efter endt uddannelse, så vil de samlede renteomkostninger være på 31.089,27 kr. Den månedlige ydelse vil så være på 1.843,04 kr. Det vil altså stadigvæk være særdeles konkurrencedygtigt med et 5% banklån.
Det er en økonomisk no-brainer...
Det her skal du tænke over, inden du optager et SU-lån
Et SU-lån er billig likviditet til under markedsrenten, om man vil, og det vil for de fleste give god mening at optage det med henblik på udbetaling til bolig senere i livet. Det er i samme ombæring fristende at investere SU-lånet, da aktiemarkedet historisk har givet et højere afkast end renteomkostningerne pt.
Inden du begynder at optage SU-lån med henblik investering, så er der en række ting, som du skal have in mente:
Bliver SU-lånet blot et springbræt til dyrere muligheder?
Det er der som sådan ikke noget i vejen for. Hvis du tager SU-lån og boliglån for at ende med at købe en dyrere bolig, end hvad du ellers ville kunne uden likviditeten fra SU-lånet, ja, så er der reelt blot tale om en mere aggressiv gearing af din privatøkonomi.
Kan du lade være med at bruge SU-lånet på forbrug?
Du ender ikke med at bruge pengene på koncerter eller Dom Perignon champagne mv.? Du er sikker på, at du formår at investere dit SU-lån, også selvom dine egne finanser er stramme? Du kan godt tage 14 dage med pasta og kildevand velvidende, at du har 100.000 kr. investeret i aktier, som med et par klik kunne forsøde dit studieliv i flere måneder?
Kan du sove roligt om natten med investeringer for lånte penge?
Når dit aktiedepot falder med 20% på en måned, kan du så sove roligt? Hvad med 30%? Hvor meget skal der til, før det for alvor går dig på? For selv den fattigste studerende, der aldrig har haft mere end et par tusinde kroner på kontoen, vil et SU-lån give mulighed for en 6-cifret eksponering mod aktiemarkedet. Én ting er at se sit depot falde med 10% fra 10.000 kr. til 9.000 kr. – noget andet er, når ens depot falder 10% fra 200.000 kr. til 180.000 kr., og der pludselig står -20.000 kr. under fanen med tab/gevinst. Det er som at skyde steroider i ens investeringsbalance, og derfor skal man psykologisk kunne holde til at se 5 måneders forbrug blive tabt på 1 en uge.
Aktiemarkedet giver på den lange bane et historisk afkast, men hvis du køber dig ind på en top, så tager det mange år, før du reelt opnår det her historiske afkast.
Tror du på, at lånevilkårene for SU-lånet forbliver ligesom nu?
SU-lån er et politisk produkt, og det har det jo med at ændre sig. Herudover er der en indbygget variabel i afbetalingsvilkårene, da gælden forrentes med diskontoen +1%. Ændrer nationalbanken diskontoen, vil det have en effekt på dit SU-lån. Lige nu er diskontoen 0%, men den har før været oppe på 9%. Det er en risiko, du skal være klar over.
Harmonerer det med din samfundsmoral at optage SU-lån med henblik på at investere det?
Hensigten med SU-lånet er ikke at give studerende gode muligheder for at geare i aktiemarkedet, men at give dem mulighed for at tage en uddannelse. Nogle vil se negativt på, at du udnytter og snylter på staten på bekostning af andre, og andre vil se positivt på, at du udviser stor økonomisk rationale og formår at optimere din situation i forhold til de muligheder, som samfundet giver dig.
Hvad jeg ville gøre?
Var jeg 20 år og kunne optage SU-lån, så ville jeg helt klart gøre det. Jeg ville investere 70% i aktier, 10% i crowdlending, og 20% ville jeg sætte ind på en højrentekonto. Jeg ville købe mig ind i noget lav- til mellemrisiko via en af de fonde eller indeks, man kan købe via månedsopsparingen hos Nordnet (kurtagefrit). Det giver mulighed for at købe sig ind i et marked på månedsbasis over 5 år og minimerer risikoen for at købe på en top. Jeg ville naturligvis balancere dette i forhold til, hvornår jeg skal bruge pengene.
SKAT og realisering
Det er kun aktieindkomst over 52.900 kr. (2018-niveau), som tæller med i din egenindkomst i forhold til at være SU-berettiget. Skulle du få store gevinster, så husk at få realiseret dem i klogt i forhold til din egen situation også med henblik på, hvor du vil være senere i livet.
Seneste blogindlæg
Min vej til Økonomisk uafhængighed - status per 1. marts 2022
FIRE
EJENDOMME: | 19 LEJEMÅl |
AKTIER: | 250.267,00 kr. |
CROWDLENING: | 94.456,00 kr. |
35.500,00 kr.
overskud fra investeringer
marts 2022
35.500,00 kr.
Der er 3 år, 4 måneder og 28 dage til jeg er økonomisk uafhængig (som 41-årig)