LEGO er både sjovt og udfordrende, og så er det pæredansk! Legoklodsen, som vi kender den, er skabt og patenteret i Billund i 1950'erne og har sidenhen fundet vej til børn og voksne i hele verden. Succesen kan først og fremmest tilskrives det unikke og patenterede koblingssystem bestående af rør og knopper, som gør, at klodserne kan kobles sammen og skilles ad igen og igen og igen. Herudover skal en anden årsag til succesen findes i selve LEGO-systemet. Alle klodser er kompatible med hinanden. Klodser fra gamle byggesæt kan bygges sammen med helt nye og vice versa! Den form for dynamik ser man ikke med meget andet legetøj i dag.
Hvert år udkommer der hundredvis af nye byggesæt i små og store størrelser. LEGO licenserer en lang række andre brands fra primært forskellige spil- og filmuniverser, og du kan derfor købe byggesæt baseret på Star Wars, Marvel, Minecraft , Porsche m.v. Dermed rammer LEGO ikke blot fans af klodserne, men appellerer også til entusiaster indenfor de separate franchises og brands.
Kan man tjene penge på LEGO?
Jeg har aldrig selv investeret i LEGO. Jeg har købt masser af LEGO og leget med det i timevis. Indholdet i artiklen er derfor blot et opkog af den viden, som jeg selv har kunne researche mig til. Min interesse udspringer af en række artikler om bestemte byggesæt, der er steget over 1000% i værdi på bare 5 - 10 år. Det er ganske imponerende, synes jeg!
Hvilke byggesæt skal man købe?
Det er et godt spørgsmål, og der virker ikke til at være noget entydigt svar på dette. Kigger jeg på internationale salgssider, er det tilsyneladende de større "Star Wars" sæt (lanceret i forbindelse med Star Wars episode 1,2 og 3) samt sæt fra LEGO Exclusive f.eks. konstruktioner af berømte bygningsværker, der ser ud til at stige væsentligt i værdi. Med udgangspunkt i at Disney har købt Lucasfilm og dermed rettighederne til Star Wars, må det formodes, at dette univers vil blive eksponeret og udvidet mange år endnu, og derfor tror jeg, at Star Wars byggesæt forsat vil være god forretning.
Eksempelvis er Millennium Falcon (varenummer 75192) fra 2017 bestående af 7.451 dele til en vejledende udsalgspris på 6.999 kroner et oplagt investeringsobjekt! Et populært rumskib fra Star Wars-universet, som samtidig er det største og dyreste byggesæt nogensinde. Jeg forestiller mig, at det sæt vil kunne give et pænt afkast over en 10-årig periode.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at Millenium Falcon er lavet i flere forskellige versioner i forskellige prisklasse. Dette gælder også for en del andre byggesæt som f.eks. Taj Mahal. Du bør derfor altid sikre dig korrekt identifikation af et byggesæt via varenummeret, inden du køber det.
Byg ikke dit LEGO, hvis du vil tjene penge på
Vil du have den højest mulige pris, skal du ikke bygge dit LEGO. Emballagen skal allerhelst være forseglet, og gem også gerne kvitteringen. Gamle sæt i perfekt stand scorer de højeste priser, og har du bygget det, falder både pris og købsinteresse.
Standen på emballagen er også en afgørende faktor for salgsværdien, og jo tættere den er på ny, jo højere pris kan du forvente at få.
Korrekt opbevaring af LEGO-æsker
Det største problem ved investering i LEGO er opbevaringen. Æskerne skal opbevares, så de over tid ikke tager nogen form for skade. Du skal blandt andet tage højde for:
-
Fugt, der kan opløse emballagen og danne grobund for svamp
Møl og andre insekter, der kan æde og nedbryde emballagen
Stødskader, der kan give huller, ridser eller mærker i emballagen
Solskader. UV-stråler kan afblege emballagen.
Trykskader, hvis en æske ligger oven på en anden. Over længere tid kan det give deformiteter, og farve og tryk kan gensidigt smitte af
For at undgå alt dette ville jeg købe en række opbevaringsbokse i plastik og installere mine æsker i disse, så de ikke påvirkede hinanden. Jeg ville sørge for, at de havde størst mulig flade mod jorden for at mindske tyngdekraftens stresspåvirkning. I forlængelse af dette ville jeg købe et eller flere skabe, hvor jeg kunne opbevare min opbevaringsbokse og vedlægge massere af fugtkugler.
Min største bekymring er dannelse af kondens og møl/insekter. I et soveværelse kan luftfugtigheden godt blive høj, og spørgsmålet er, om opbevaringsboksene vil være tætte nok, og om fugtkuglerne vil kunne tage kondensen. Hvis opbevaringsboksene er i plastik uden ventilation, vil møl og insekter umiddelbart ikke kunne komme til. Jeg ville derfor nok finde et arbejdsrum med en stabil temperatur til opbevaring. En kælder kan have fugtproblemer, og et loft har typisk store temperaturudsving og en stor risiko for møl/insekter.
Det er generelt mange ting at tage højde for, hvis ønsket er at bevare æskerne bedst muligt, og en løbende overvågning er derfor påkrævet. Se i øvrigt ikke ovenstående liste som fyldestgørende, men som et minimum af risikoområder du skal have adresseret og løst.
Køb og salg af LEGO
Der er ikke nogen officiel børs, hvor LEGO sælges, men der er mange dedikerede sider. Foruden eBay kan du tage et kig på brickpicker.com og bricklink.com. Begge sider er gode LEGO-ressourcer og giver et indtryk af handelspriserne på de forskellige byggesæt. Her er det tydeligt, hvor meget standen betyder for prisen.
Du kan være heldig at finde LEGO på tilbud eller til nedsatte priser i din lokale legetøjsbutik. Ellers er LEGO.com et godt sted at starte.
Afrunding
Jeg håber, at mit indlæg har været interessant og har givet blod på tanden, selvom det på ingen måde er en fyldestgørende guide. Den største barriere for mig er opbevaringen. Det er simpelthen for besværligt. Skal det gøres rigtigt, skal der både købes skabe og opbevaringsbokse, og det har jeg ikke plads til at have stående lige nu.
Seneste blogindlæg
Min vej til Økonomisk uafhængighed - status per 1. marts 2022
FIRE
EJENDOMME: | 19 LEJEMÅl |
AKTIER: | 250.267,00 kr. |
CROWDLENING: | 94.456,00 kr. |
35.500,00 kr.
overskud fra investeringer
marts 2022
35.500,00 kr.
Der er 3 år, 4 måneder og 28 dage til jeg er økonomisk uafhængig (som 41-årig)